Annonce
Sport

Danske basketkvinder gør kval-comeback med nederlag

Danmarks kvindelige basketballandshold gjorde comeback i en kval-turnering med et nederlag mod Rumænien.
Annonce

Det kvindelige danske landshold i basketball var torsdag på banen i en kvalifikationsturnering for første gang i 19 år.

Det skete, da Danmark på udebane mødte Rumænien i den første kvalifikationskamp frem mod EM i 2021.

Det danske landshold tabte sin første kamp i gruppe D 55-70. Senere torsdag spiller Italien mod Tjekkiet i Danmarks gruppe.

Landstræner Jesper Krone satte ord på nederlaget bagefter i en pressemeddelelse.

- Jeg har skrevet på mit taktikbræt, at hvert sekund på banen tæller på det her niveau.

- Den mindste uopmærksomhed og den mindste fejl bliver straffet, og det så vi tydeligt. Vi spillede en hæderlig kamp, og teknisk og taktisk var vi fint med, men forskellen var hurtighed i opfattelsen, fysik og mistede bolde, siger Jesper Krone.

De danske kvinder er nummer 46 på verdensranglisten, mens de mere erfarne rumænske basketballkvinder rent faktisk var to pladser efter Danmark inden kampen.

Årsagen var dog, at Danmark på det seneste har haft succes i EM for små nationer, hvilket har givet point.

I sommeren i 2018 vandt Danmark således den mindre turnering i Irland, og det var også den sejr, der satte tankerne i gang om at deltage i EM-kvalifikationen.

De danske kvinder har selv stået i spidsen for en indsamling, der har skrabet tilstrækkeligt med penge sammen til at finansiere kvalifikationen.

Det skyldes, at Danmarks Basketball Forbund ikke har økonomi til at betale for to landshold, og forbundet har valgt at poste penge i herrelandsholdets EM-kvalifikation.

Det danske kvindelandshold i basketball spillede den seneste kamp i en stor kvalifikationsturnering i november i 2000.

Landsholdet genopstod i 2018 i forbindelse med turneringen i Irland.

Maria Jespersen blev topscorer i kampen for Danmark, da hun stod for 18 point, mens Emilie Hesseldal og Line Peichnik blev noteret for henholdsvis ti og ni point.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Kolding

Forliget om at lukke Kolding havn er dødt: Nu skrider Socialdemokraterne også

Annonce
Leder For abonnenter

Hemmelighedskræmmeri er uhyrligt

Danfoss beviser endnu engang en familieejet virksomheds styrke i forbindelse med sagen om den voldsomme forurening på Himmark Strand på Als. Her dumpede Danfoss med myndighedernes tilladelse årligt tonsvis af flydende industriaffald i 1950’erne og 1960’erne. Man vidste dengang ikke bedre, og Danfoss kan juridisk ikke gøres ansvarlig for udledningen. Jura og moral er imidlertid vidt forskellige ting. Og det moralske ansvar tager Danfoss på sig. Derfor er koncernen frivilligt gået i spidsen for det arbejde, som efter planen skal gøre området giftfrit senest i 2023. På egen hånd har Danfoss desuden iværksat den forundersøgelse, der skal afdække problemet. Sådan handler et firma, der skeler mere til anstændighed end bundlinje. Storsind i den målestok kan man udvise, når ejerne ikke er udenforstående aktionærer med et fuldt legitimt ønske om det maksimale udbytte af deres investering. Her har vi i stedet at gøre med familien Clausen, der ved denne og talrige andre lejligheder har bevist deres engagement i lokalsamfundet. Samme redelighed kunne man ønske sig fra Sønderborg Kommune. Her er der imidlertid spillet med beklageligt fordækte kort i denne sag. En aktindsigt afslører, at kommunaldirektør Tim Hansen forsøgte at mørkelægge et møde om forureningen mellem kommunen samt repræsentanter for Danfoss og regionen sidste år i oktober. Penge var motivet til hemmelighedskræmmeriet. Et udviklingsselskab var langt fremme med planerne for ferieområdet Nordals Ressort. I den forbindelse ville det være særdeles ubelejliget, hvis pressen begyndte at skrive om en kraftig forurening kun godt en kilometer fra ferieparadiset – mente altså kommunaldirektøren. En række eksperter vurderer samstemmende, at kommunaldirektøren hermed groft har overtrådt reglerne. Hvis det er tilfældet, må det naturligvis have konsekvenser. Men allerede nu kan der faktisk fældes en dom over Tim Hansen: Sådan handler en kommunal topchef, der skeler mere til bundlinjen end anstændigheden.