Annonce
Kolding

Lokal åbner showroom: Tom skaber nyt liv i banken

Service, kvalitet og ordentlighed er de kerneværdier, vi arbejder ud fra, fortæller Tom Stilling, der bor i Vamdrup og ny åbner showroom på Nordeas gamle adresse. Foto: John A. Petersen
I slutningen af 2016 lukkede Nordea sin filial i Vamdrup. Nu kommer der nyt liv i lokalet, når firmaet Greentop rykker indenfor. Firmaets direktør er Tom Stilling, der har boet flere år i byen.
Annonce

Vamdrup: Hidtil har Greentop satset mest på sine kunder i Grønland, men i slutningen af denne måned åbner firmaet et stort, nyindrettet showroom i Vestergade i Vamdrup. Herinde stod Nordeas skranker og bankbokse indtil 2016, hvor filialen blev lukket.

- Jeg har gået og kigget på ejendommen i et stykke tid, og min beslutning er blevet, at nu skal det have chancen, siger Tom Stilling, der i flere år har boet i Vamdrup sammen med sin hustru Valborg.

Og hvad er det så for en forretning, der åbner i den lokale bymidte?

Jo, siden 1989 har Greentop levet af at forhandle arbejdsbeklædning, sikkerhedssko samt firma- og reklamegaver. Det foregik dengang i Nuuk på Grønland, hvor firmaet stadig har rigtig mange kunder. Nu er planen at udvide med flere kunder i Danmark.

- Vamdrup er et godt sted at placere et showroom, for der er en masse lokal industri lige i nærheden og indenfor køreafstand i blandt andet Kolding, Lunderskov og Jels, fortæller Tom Stilling.

Der bliver altså ikke tale om en klassisk strøgbutik med almindelige åbningstider.

- Vi kommer til at bruge det meste af vores tid på landevejen for at komme ud og besøge og handle med virksomheder. Men vi sælger også til private, så man kan altid kontakte os på forhånd og lave en aftale, siger Tom Stilling.

Greentop

Man kan læse mere om firmaet og dets produkter, hvis man klikker ind på hjemmesiden, som er under opbygning. Den har adressen www.greentop.dk

Afsted til Grønland

Han er oprindelig fra Odense og uddannet indenfor handel. Eventyrlysten flyttede han i 1988 til Grønland for at arbejde for købmandskæden Spar, inden han kom til arbejde med distribution af øl og sodavand for Kgl. Grønlands Handel. Det var, mens han arbejde her, at han kom i kontakt med Aase Nygaard, som havde stiftet Greentop Greenland ApS.

- I begyndelsen var det en blandet landhandel, som Greentop forhandlede, men efter at jeg kom med i firmaet, besluttede vi, at gøre forretningen mere fokuseret. Det var også nødvendigt, for hvis du skal kende dine varer til bunds, er du nødt til at specialisere dig, fortæller Tom.

Fra at have en andel i firmaet er han endt med at overtage det. I Grønland har han desuden været med til at åbne både et ingeniørfirma og Vinslottet, som i dag drives videre af andre.

Godt med byliv

I 2008 flyttede han med sin grønlandske hustru, Valborg, til Vamdrup. Hun fik job i Kolding, mens han blev ved med at pleje kunderne i Grønland - ved blandt andet at tage derop flere gange om året.

De kunder er stadig firmaets base, men han har gået i Vamdrup og tænkt, at her er et stort potentiale. Det kan forløses i og med, at han nu har ansat en ekstra mand i firmaet, så det er muligt at udvikle, samtidig med at der stadig er fokus på kunderne i Grønland.

Hidtil har Greentop haft adresse i privaten, men Tom Stilling glæder sig til at åbne midt i bykernen.

- Butikken betyder, at vi får en større synlighed end hidtil, og når vi får kunder på besøg, er det rart, at der er liv omkring forretningen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Kolding

Forliget om at lukke Kolding havn er dødt: Nu skrider Socialdemokraterne også

Annonce
Leder For abonnenter

Hemmelighedskræmmeri er uhyrligt

Danfoss beviser endnu engang en familieejet virksomheds styrke i forbindelse med sagen om den voldsomme forurening på Himmark Strand på Als. Her dumpede Danfoss med myndighedernes tilladelse årligt tonsvis af flydende industriaffald i 1950’erne og 1960’erne. Man vidste dengang ikke bedre, og Danfoss kan juridisk ikke gøres ansvarlig for udledningen. Jura og moral er imidlertid vidt forskellige ting. Og det moralske ansvar tager Danfoss på sig. Derfor er koncernen frivilligt gået i spidsen for det arbejde, som efter planen skal gøre området giftfrit senest i 2023. På egen hånd har Danfoss desuden iværksat den forundersøgelse, der skal afdække problemet. Sådan handler et firma, der skeler mere til anstændighed end bundlinje. Storsind i den målestok kan man udvise, når ejerne ikke er udenforstående aktionærer med et fuldt legitimt ønske om det maksimale udbytte af deres investering. Her har vi i stedet at gøre med familien Clausen, der ved denne og talrige andre lejligheder har bevist deres engagement i lokalsamfundet. Samme redelighed kunne man ønske sig fra Sønderborg Kommune. Her er der imidlertid spillet med beklageligt fordækte kort i denne sag. En aktindsigt afslører, at kommunaldirektør Tim Hansen forsøgte at mørkelægge et møde om forureningen mellem kommunen samt repræsentanter for Danfoss og regionen sidste år i oktober. Penge var motivet til hemmelighedskræmmeriet. Et udviklingsselskab var langt fremme med planerne for ferieområdet Nordals Ressort. I den forbindelse ville det være særdeles ubelejliget, hvis pressen begyndte at skrive om en kraftig forurening kun godt en kilometer fra ferieparadiset – mente altså kommunaldirektøren. En række eksperter vurderer samstemmende, at kommunaldirektøren hermed groft har overtrådt reglerne. Hvis det er tilfældet, må det naturligvis have konsekvenser. Men allerede nu kan der faktisk fældes en dom over Tim Hansen: Sådan handler en kommunal topchef, der skeler mere til bundlinjen end anstændigheden.