Esbjerg

Patienter smides på porten af lægehus ramt af lægemangel

Trappen til Lægerne Nygårdsvej er hver morgen godt besat, når akuttiden starter klokken 8.30. Og i det hele taget er der mange patienter tilknyttet lægepraksissen, der må skære ned på antallet af patienter på grund af lægemangel. Foto: Google Street View
Lægerne Nygårdsvej er nødsaget til at reducere antallet af patienter med 1100, fordi de ikke kan få ansat en ny læge.
Annonce

Esbjerg: Lægemanglen i Danmarks femtestørste by er nu så akut, at en af Esbjergs største lægepraksisser må skære drastisk ned på antallet af patienter. Og samtidig er kun tre privatpraktiserende læger og to større lægeklinikker åben for tilgang af nye patienter.

Årsagen til nedskæringen er, at en læge er gået på pension, ligesom en anden læge forlader Lægerne Nygårdsvej i Esbjergs centrum, og det er ikke lykkes at finde afløsere. Lægehuset må derfor skære antallet af patienter ned, og dermed skal 1.100 esbjergensere nu ud og finde sig en ny læge.

Mange af disse patienter vil være nødsagede til at finde deres nye læge hos Praksisklinikken på Sydvestjysk Sygehus Esbjerg eller i den privatdrevne lægeklinik i Hjerting. Ud over disse er der kun tre læger, der har åbent for tilgang af nye patienter.

Her er der åbent

Lægeklinikken Saad Whaeb
Lægerne Byparken
Læge Morten Deigaard Bruun
Praksisklinikken Sydvestjysk Sygehus (Regionsklinik)
alles Lægehus Esbjerg (Hjerting) (Udbudsklinik)

Nødvendig klinik

- Lægeklinikken på sygehuset er helt nødvendig. Den er nu oppe på 1.700 patienter og søger i øjeblikket efter læge nummer to, så den kan komme op på de i alt 3600 patienter, som er kapaciteten, fortæller Frank Ingemann Jensen, afdelingsleder for Praksisafdelingen ved Region Syddanmark.

Han understreger, at uden Praksisklinikken på sygehuset havde det ikke været muligt at skaffe læge til alle borgere i Esbjerg. Klinikken åbnede for godt to år siden ved Akutmodtagelsen på Sydvestjysk Sygehus med nul patienter og én læge, men er normeret til to læger. Efter en periode med 3-400 patienter har klinikken nu nået maksimum for én læge, hvilket er 1600, og kan derfor ansætte læge nummer to.

Alle skal vælge læge

Hos Lægerne Nygårdsvej har man i øjeblikket 7.533 patienter, som skal skæres ned til 6.433. Alle patienter i lægehuset skal derfor vælge læge med virkning fra 1. december. Det sker efter først til mølle-princippet.

- Det betyder, at når der ikke er plads til flere patienter (hos Lægerne Nygårdsvej, red), bliver der automatisk lukket ned for flere patienter, hedder det i lægernes information til patienterne.

Dermed er de 1.100 sidste patienter henvist til at vælge en anden af byens læger eller en de to store klinikker, der har åben for tilgang af nye patienter.

Lægerne Nygårdsvej skærer ned, fordi læge Poul Nelby er gået på pension og en anden læge udtræder af kliniksamarbejdet fra 1. januar næste år, fremgår det af lægehusets hjemmeside. Selv om en af de nuværende læger er gået fra halv til fuld tid er det alligevel nødvendigt at reducere med 1.100 patienter. Med tidligere fem læger i klinikken har hver læge haft 1.510 patienter at tilse, men fra 1. januar er der kun fire læger, og så vil klinikken overskride det maksimale normtal for patienter, hvis der ikke skæres.

Det har ikke været muligt at træffe Lægerne Nygårdsvej for en kommentar til lægemanglen og dens betydning for arbejdspresset.

Frank Ingemann Jensen fra regionens Praksisafdeling siger, at først til mølle-princippet er den gængse måde, man håndterer nedskæring af patientantallet på.

- Det sker heldigvis ikke så tit, at vi må gøre det, og vi får ikke mange klager, når det sker, siger han.

Sidste frist for lægevalg for alle patienter hos Lægerne Nygårdsvej er 25. oktober.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender "Yahya Hassan 2" på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. "En overrumplende karakterfuld og kanongod bog", mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har "chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv." Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans "banale børnerim". At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye "karakterfulde og kanongode bog": "JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED". Versalerne er forfatterens valg.