Annonce
Esbjerg

Nekrolog: Stryhns Isbar var en stor del af Ester Simonsens liv

Billedet er fra 1990 og viser Ester foran isbaren, hvor der i 1980’erne kun blev solgt is, slik, røde pølser og ristede pølser fra Celebrity, som slagteriet i Esbjerg hed dengang. Senere kunne kunderne så købe burgere og fiskefileter. Arkivfoto
Med hjælp fra sin mand, Carlo, drev hun isbaren fra 1980 og 15 år frem. Hun var kendt som en meget bestemt dame, som af og til uddelte karantæner, hvis folk ikke opførte sig ordentligt.
Annonce

Esbjerg: Dagen før sin 76 års fødselsdag er den tidligere ejer af Stryhns Isbar, Ester Simonsen, død efter flere års sygdom.

Isbaren på Strandpromenaden 9 i Hjerting, som nu hedder Café Stryhns, er en institution i lokalområdet, hvor folk i alle aldre invaderer det populære sted om sommeren for at nyde en is, noget at drikke eller nogle af de forskellige ting på menukortet lige fra pandekager, til grillretter eller et stjerneskud.

Historien om isbaren begynder allerede i 1933, hvor de første is blev solgt fra stedet, men familien Stryhn kommer først ind i billedet fra 1952, hvor Esters forældre Rigmor og Niels Stryhn, drev isbaren indtil 1980, hvor Ester tog over og fik hjælp af sin mand, Carlo, når han ellers var hjemme. Carlo, som nu er 79 år, har både sejlet langfart og været beskæftiget i offshore som platformschef hos Maersk Olie og Gas. Fra 1995-98 tog Carlo og Ester til Aberdeen, hvor Carlo havde arbejde på et projekt for Maersk Olie og Gas.

Ester bisættes fredag

Ester Simonsen bisættes fredag den 15.november klokken 13.00 fra Hjerting Kirke. Ud over sin mand Carlo, som desværre er blevet dement, efterlader Ester sig sønnen Tomas og datteren Lolita, svigerbørn og de fem børnebørn Nikolaj, Helene, Emilie, Maria og Sebastian. Tomas, som bor i Hjerting, arbejder offshore ved det franske selskab Total, mens Lolita bor i Hørsholm og arbejder ved Novo Nordisk. Ester har i øvrigt nedskrevet sine erindringer lige fra barndommen, og disse erindringer er dedikeret til børn og børnebørn.

Ester var en skrap dame

I sine 15 år som indehaver af isbaren fra 1980 til 1995 var Ester kendt som en skrap dame, som konsekvent uddelte karantæner til de personer, som ikke kunne opføre sig ordentligt. Det kunne for eksempel være, hvis de var for højtrøstede eller svinede med maden, og netop madsvineri medførte engang, at hun tildelte en kunde livsvarig karantæne. Det var en ung mand, som gik klart over stregen ved at plante en burger på en spilleautomat, men han var så glad for isbaren, at han forsøgte at snige sig ind ved at tage en paryk på. Ester var dog vaks og opdagede forsøget, og senere, da den unge mand var blevet voksen og ikke længere opførte sig så tåbeligt som i ungdomstiden, blev han taget til nåde, fordi Ester - trods det skrappe - også havde et varmt hjerte og viste medfølelse for andre.

Også de unge piger, som tjente en skilling i isbaren, fik lov til at bestille noget og havde stor respekt for Ester. Hun har haft en stor og positiv påvirkning på mange, hvilket hendes søn, Tomas Stryhn Simonsen, har mærket, efter at dødsannoncen har været i avisen og via Facebook. Tomas har modtaget rigtig mange kondolencer med medfølende ord om, hvor meget hans mor har betydet.

Allerede som 9-årig begyndte Ester at hjælpe sine forældre, og hun har gennem de mange år brugt et utal af timer i isbaren, som også gemmer på voldsomme begivenheder i forbindelse med nogle efterårsstorme.

Isbaren blev totalt ødelagt

De værste ødelæggelser skete i november 1981, hvor isbaren blev totalt ødelagt af indtrængende vand, og hvor Ester og Carlo mistede en del penge, da forsikringsselskabet ikke dækkede hele tabet. Der var også store ødelæggelser ved en storm cirka 10 år efter, mens der ikke blev ødelagt noget ved orkanen i 1999.

- Vandet slog ganske vist op til midt på vinduerne, mens sprøjtet gik op over taget, men så var det heller ikke værre, fortæller Tomas Stryhn Simonsen.

I 1981, hvor hele isbaren, blev raseret, flød det med både cigaretpakker og cigaretkartoner, slik og mønter fra spilleautomaterne, så det var et forfærdeligt syn for indehaverne. Isbaren har også haft flere forpagtere, hvoraf en enkelt gik konkurs i 2006. Generelt havde Ester og Carlo nogle gode år med en rimelig indtjening, som dog ikke stod mål med det antal timer de brugte på deres arbejde.

Da forpagteren gik konkurs i 2006, blev stedet købt af isgiganten Nestlé for at fremtidssikre det store issalg fra Premier is, men i 2007 blev isbaren så købt af Jan Christensen og svogeren Kasper Hansen, som med stor succes har udvidet menukortet og nu driver stedet på 13. sæson.

I alle årene har Jan og Kasper altid haft det fint sammen med Ester og Carl og på 1. sal.

- I de første år, hvor vi var ejere, fik vi mange gode råd af Ester og Carlo, og jeg har i mine pauser på arbejdet ofte taget op til Ester og Carlo og har fået en god snak over en kop kaffe, mens jeg har nydt udsigten over Ho Bugt, fortæller Jan Christensen.

Billedet er fra 1992 og viser Ester og Carlo foran Stryhns Isbar, hvor sønnen Tomas har lavet alt stålarbejdet, da 1. salen dette år blev revet ned og bygget om. Carlo Simonsen bor på 1. salen. Tomas er udlært hos Esbjerg Oilfield Services (EOS), først som klejnsmed og senere maskinmester. Arkivfoto: H.C. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Hemmelighedskræmmeri er uhyrligt

Danfoss beviser endnu engang en familieejet virksomheds styrke i forbindelse med sagen om den voldsomme forurening på Himmark Strand på Als. Her dumpede Danfoss med myndighedernes tilladelse årligt tonsvis af flydende industriaffald i 1950’erne og 1960’erne. Man vidste dengang ikke bedre, og Danfoss kan juridisk ikke gøres ansvarlig for udledningen. Jura og moral er imidlertid vidt forskellige ting. Og det moralske ansvar tager Danfoss på sig. Derfor er koncernen frivilligt gået i spidsen for det arbejde, som efter planen skal gøre området giftfrit senest i 2023. På egen hånd har Danfoss desuden iværksat den forundersøgelse, der skal afdække problemet. Sådan handler et firma, der skeler mere til anstændighed end bundlinje. Storsind i den målestok kan man udvise, når ejerne ikke er udenforstående aktionærer med et fuldt legitimt ønske om det maksimale udbytte af deres investering. Her har vi i stedet at gøre med familien Clausen, der ved denne og talrige andre lejligheder har bevist deres engagement i lokalsamfundet. Samme redelighed kunne man ønske sig fra Sønderborg Kommune. Her er der imidlertid spillet med beklageligt fordækte kort i denne sag. En aktindsigt afslører, at kommunaldirektør Tim Hansen forsøgte at mørkelægge et møde om forureningen mellem kommunen samt repræsentanter for Danfoss og regionen sidste år i oktober. Penge var motivet til hemmelighedskræmmeriet. Et udviklingsselskab var langt fremme med planerne for ferieområdet Nordals Ressort. I den forbindelse ville det være særdeles ubelejliget, hvis pressen begyndte at skrive om en kraftig forurening kun godt en kilometer fra ferieparadiset – mente altså kommunaldirektøren. En række eksperter vurderer samstemmende, at kommunaldirektøren hermed groft har overtrådt reglerne. Hvis det er tilfældet, må det naturligvis have konsekvenser. Men allerede nu kan der faktisk fældes en dom over Tim Hansen: Sådan handler en kommunal topchef, der skeler mere til bundlinjen end anstændigheden.