Aabenraa

H.P. Therkelsen mistænkt for svindel: Flere chauffører og en ansat blev anholdt

H.P. Therkelsen i Padborg blev tirsdag ransaget af politiet mistænkt for brug af falske dokumenter. PR-foto: Allan Kjaergaard
Politiet har gennemført en større aktion hos vognmandsfirmaet H.P. Therkelsen i Padborg og anholdt fem personer.

Padborg: Vognmandsfirmaet H.P. Therkelsen i Padborg har tirsdag været mål for en større aktion, hvor politiet har ransaget virksomheden. H.P. Therkelsen er mistænkt for at have benyttet falske dokumenter til brug for ulovlig cabotagekørsel.

I alt har politiet anholdt fem personer, hvoraf fire er chauffører, og en, der er ansat på virksomhedens hovedkontor i Padborg.

H.P. Therkelsens administrerende direktør, Peter Therkelsen, tager i første omgang dagens begivenheder med sindsro.

- Jeg er sikker på, at der ikke er lavet falske dokumenter, men hvis der er sket nogle fodfejl, er det selvfølgelig beklageligt, siger Peter Therkelsen til JydskeVestkysten.

- Vi har interne procedurer, der skal forhindre, at sådan noget skulle kunne ske, fortsætter han.

Peter Therkelsen har dog på nuværende tidspunkt svært ved at sige meget mere til dagens ransagning og mistanke.

- Jeg kender jo endnu ikke sigtelsen, siger han.

To af de anholdte chauffører blev i løbet af tirsdagen løsladt, og samtidig oplyser politiet, at der i alt er blevet beslaglagt fire lastbiler i sagen, der startede klokken 09.00 tirsdag morgen.

Annonce

Cabotagekørsel

Cabotage er transport af gods eller passagerer mellem forskellige destinationer i samme land med et transportmiddel fra et andet land.

EUs cabotageregler slår fast, at en lastbil fra et EU-land har ret til at køre tre indenrigsture i et andet EU-land inden for syv dage efter aflæsning af det internationale læs.

Danmark tillader pr. 2012, at man kan køre tre nye ture efter at have krydset grænsen, selvom der ikke er gået syv dage.

Kilde: Wikipedia

To er blevet løsladt

Det er Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi, der sammen med de øvrige tungvognscentre i Sydøstjyllands Politi og Nordjyllands Politi gennemførte aktionen mod H.P. Therkelsen i Padborg.

- Vi har iværksat denne aktion for at sætte en stopper for lovovertrædelser i vognmandsbranchen. Der skal være lige vilkår og ordnende forhold for de virksomheder, der lever af at køre med fragt, og hvis enkelte virksomheder lever højt på at snyde systemet, så skal de standses og bringes til ansvar for deres handlinger, siger politikommissær Henrik Fobian fra Midt- og Vestsjællands Politi og tilføjer, at politiet har stor fokus på ulovlig cabotagekørsel.

Midt- og Vestsjællands Politi har ikke yderligere kommentarer til dagens aktion, idet efterforskningen af virksomheden pågår.

- Flere personer skal afhøres, og virksomhedens dokumenter skal undersøges, før der kan tages stilling til, om der skal ske fremstilling i grundlovsforhør. Dette vil blive meldt ud på Twitter og i onsdagens døgnrapport, lyder det i pressemeddelelsen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Varde

Købmand berørt over sur smiley: Der var ingen fare for fødevaresikkerheden

Annonce
112

Bilist kørte ind i stengærde

Leder For abonnenter

Danmark skal hænge sammen

Kan man forestille sig en situation, hvor det offentlige dropper investeringen i vejnettet i dele af landet, så borgerne selv må i gang med asfalteringen? Nej selvsagt ikke. Men faktisk er det nogenlunde en parallel beslutning, vores regering har truffet ved at ikke at afsætte midler til bredbåndspuljen i sit udspil til finanslov. Danmark er på vej til at blive næsten 100 procent digitaliseret. Det rummer mange fordele. Både i dialogen med myndighederne og i privatlivet kan det meste hurtigt og bekvemt ordnes via nettet, der samtidig giver adgang til et uendeligt univers af information og underholdning. Forudsætningen for at være en del af det moderne Danmark er hurtigt, stabilt internet. Imidlertid er det fortsat steder i landet, hvor borgerne ikke har denne mulighed. Hermed er de berørte koblet af en central del af infrastrukturen. Konsekvenserne er logiske. Unge familier vælger landet fra, hvis der ikke er net af tilstrækkelig kvalitet. Man skubber således yderligere på den affolkning, der allerede er sat ind af andre årsager. Kreditinstitutternes uvilje til at yde lån til boligkøb i den knap så tæt befolkede del af landet er i forvejen et problem. Men er der heller ikke netforbindelser af en antagelig kvalitet kan boliger på landet blive usælgelige. Samtidig er det svært at drive virksomhed uden bredbånd. Både det lille mekanikerværksted i landsbyen og den moderne landmand er afhængig af computeren. Ansvaret for netforbindelser kan man ligeså lidt som byggeri af veje eller broer pålægge den enkelte. Et eksempel fra Fyn viser således, at det kan koste privatpersoner op til godt 270.000 kroner at få etableret en individuel forbindelse med fibernet. Naturligvis skal staten være sparsommelig. Men en pulje på 100 millioner kroner er ingen kæmpepost på statens samlede udgifter, der i 2018 var på næsten 700 milliarder kroner. For borgerne kan hurtig adgang til nettet til gengæld gøre en verden til forskel. Danmark skal hænge sammen.