Læserbrev

Jul i Haderslev: Danmarks kedeligste juleby

Læserbrev: Som tidligere forretningsdrivende har jeg de sidste år kunnet betragte julebyen Haderslev som kunde, hvilket desværre har været en skuffende oplevelse. Da jeg i fredags (5. december) fik en ristet hotdog hos pølsemanden i gågaden, læste jeg juleprogrammet for Haderslev Butikkerne 2019. Jeg spurgte pølsemanden om det var et gammelt juleprogram fra tidligere år, han havde liggende, da alle aktiviteterne i bymidten er de samme, som dengang jeg havde butik i Haderslev. Det mindede mig om en lærer, jeg havde, da jeg læste på Århus Handelshøjskole. Han brugte altid de samme slides fra tidligere år, det eneste han ændrede var datoen/året i øverste højre hjørne. Den samme følelse sidder jeg tilbage med efter at have gennemlæst dette års juleprogram fra Haderslev Butikkerne år 2019. Hvor er det dog et kedeligt og uambitiøst juleprogram. Hvor er de nye ideer og tiltag, som skal tage kampen op med nethandlen og de konkurrerende byer som Sønderborg, Åbenrå, Tønder, Kolding og Flensburg. Hvor er skøjtebanerne, de hyggelige julebyer, de indbydende juleboder med mere. Ja nu må jeg hellere stoppe med at reklamere mere for dem, vi skulle jo gerne have, at kunderne handler lokalt. Sidste år havde vi fået et grimt juletræ. Måske skulle vi have beholdt det og solgt Haderslev som Danmarks kedeligste juleby med det grimmeste juletræ – det havde nok trukket flere kunder til byen end vores dyre julebelysning. Julebelysning som jo i dag findes i næsten alle byer. Jeg håber, at den eller de ansvarlige for juleprogrammet tager kritikken til sig og kridter skoen til næste julehandel. Så jeg til næste jul kan nyde min ristede hotdog og læse om alle de nye og spændende aktiviteter i juleprogrammet for 2020. Det har både butikkerne, kunderne og byen Haderslev fortjent. God jul.

Annonce
Læserbrev

Hvor skal pengene bruges

Annonce
Læserbrev

Sidste chance for at undgå demokratisk tragedie

Læserbrev: Den helt store Brexit-tragedie er, at folkeafstemningsresultatet ikke respekteres. Og ansvaret ligger hos det flertal i det britiske underhus, som er imod udtræden af EU-unionen og som desværre har "glemt" deres løfte om og moralske pligt til at respektere folket. De trækker dermed på samme hammel som EU-systemet i Bruxelles, nemlig at gøre alt for at forplumre, forhindre og forpurre Brexit. Hvis det lykkes, har man nemlig sat en skræk i alle medlemslande, så de forstår, at EU-unionen kan man ikke komme ud af. Næste år har vi i Danmark 100-års jubilæum for en anden vigtig afstemning: Sønderjylland stemte sig hjem til Danmark. Tænk, hvis dette skulle have været implementeret af en tysk regering, der mente det modsatte. Så ville man nok have sat sig imod en "hård" grænse nord for Flensborg. Grænsen skulle forblive ved Kongeåen og tysk lovgivning skulle gælde i Sønderjylland. Når man har en vigtig afstemning, som for eksempel de to nævnte, er det absolut nødvendigt, at afstemningsresultatet respekteres og gennemføres uanset omstændighederne i øvrigt - hvis man altså ikke vil ødelægge tilliden til folkestyret generationer frem i tiden. Skal der endelig stemmes om, må det tidligst ske, når man har levet med det gennemførte resultat i en årrække. Derfor hviler der et stort ansvar på de EU-tilhængere, der nægter at respektere, når de har tabt. Og som med alle kneb forsøger at ødelægge processen med at gennemføre resultatet. Det er, som Bjørnson skriver: "Folkestyre – foragtet af de store; men elsket af de små". Og for at føje spot til skade følger de fleste danske medier op ved at bygge det meste af dækningen på det fundament, at Brexit som udgangspunkt er en katastrofe. Og der fremkommer sjældent synspunkter, der hylder folkestyret og taler mod dem, der vil ødelægge det. Har nutidens medier en underliggende politisk dagsorden, dikteret af "de store"? Der er behov for en mere fri presse, der i højere grad referer og i mindre grad politiserer. Det kommende britiske valg er sikkert sidste chance for, at folkestyret - trods alle odds – sejrer og Storbritannien bliver frigjort fra EU-unionen. Og så vil vi sikkert opdage, at den britiske nation - trods alle profetier - ikke kæntrer; men som herre i eget hus finder sig selv igen. Måske sætter friheden endda frø, som også spirer i Danmark.

Annonce